Se nærmere på de 67 indlæg på årets kvægkongres.
Kødmarkedet er under forandring, og faktorer som politik, klima, handelsaftaler, pandemiens eftervirkninger, konflikter og skiftende forbrugerpræferencer spiller ind. Finn Klostermann giver en status på de aktuelle tendenser og fremtidsudsigten for afsætning af okse- og kalvekød, herunder værdien af biprodukter, som indgår i både energiproduktion og luksusprodukter.
Få indsigt i Generation Z’s verdensbillede og opdag, hvad der gør en arbejdsplads attraktiv for dem. Få tips til at skabe en god kommunikation og til samarbejdsmetoder, der kan styrke relationen til dine unge medarbejdere. Opdag de vigtigste faktorer, der øger sandsynligheden for, at de unge vælger at blive en del af din organisation – også på den lange bane.
Forbrugerne har i stigende grad fokus på klima, miljø og bæredygtighed, og de stiller krav til politikere såvel som til fødevareproducenter. Men hvad bidrager i deres øjne til at gøre en fødevare mere bæredygtig – eller mindre? Og hvad vælger de at købe, når de står foran køledisken? Hør hvordan forbrugernes adfærd og holdninger påvirker danske kvæg- og mælkeproducenters afsætning og muligheder i fremtiden.
Store beslutninger skal ikke være tilfældige. Selvom udviklingen er gået stærkt på Kærmose de seneste år, så er beslutninger truffet efter klare prioriteringer, tilvalg og fravalg. Martin overtog ejendommen ved Fårvang i sommeren 2016, og siden da er besætningen udvidet fra 250 køer til i dag 1.000 køer, hvor de tidligere robotter er sat ud og et nyt malkecenter er kommet til. Kom med og hør om den spændende udvikling Martin har været igennem de seneste år. Hvordan balanceres udvikling, tilpasning og optimering i en travl hverdag, hvor forkerte beslutninger kan få store konsekvenser? Martin giver indblik i planerne er for fremtiden og hvorfor Holsteinkøerne er en del af det.
Køerne skal ses fra oven, fra siden, forfra og bagfra, på alle tider af døgnet og i alle mulige og umulige situationer – og først dér får vi meget bedre forståelse for at optimere staldforhold, håndtering, malkning af køer og undervisning af ansatte. Men kamera afslører også køer der opfører sig mærkeligt – i stalden, ved vandkarret, ved foderbordet – hele tiden eller på bestemte tidspunkter. Et indlæg med praktiske eksempler om afslørende adfærd, i hvilke elektriske installationer kan det gå galt og hvad skal gøres for at afhjælpe krybestrøm !? Så køerne igen æder, drikker, ligger, bevæger sig, bliver malket optimalt, får bedre sundhed og bedre foderudnyttelse.
Danmark er det land i verden med flest Jersey køer med metan målinger på ko-niveau. Men hvordan bliver ko-bøvser til avlsværdital? Bliv klogere på “sniffere”, deres funktion, og udfordringerne med at opsamle sikre metan data. Forstå vigtigheden af metan avlsværdital for fremtidens avlsmål og hør om Jersey Global Methane Genetics projektet. Indlægsholderne ser på fremtiden for danske mælkeproducenter og internationale perspektiver.
Skjulte lungebetændelser koster dyrt i form af reduceret tilvækst og ydelse. Henrik Læssøe Martin viser hvordan lungescanning kan anvendes i praksis til at afdække de skjulte lungebetændelser, og hvordan det nye redskab kan integreres i en systematisk sygdomsforebyggende indsats i kalvestalden.
Beretning fra Dansk Kødkvæg bestyrelse omkring de nye tendenser, det politiske arbejde samt orientering om fremtidens aktiviteter. Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål til hele bestyrelsen. Efter beretning og debat vil Dansk Kødkvæg afsløre, hvem der er kåret som Årets Ildsjæl, og modtager Topdanmark-prisen på 5.000 kr.