Se nærmere på de 67 indlæg på årets kvægkongres.
Få gode idéer og løsninger til ny indretning af din kostald, så du kan fortsætte med at have malkekøer også efter 2034. Vi viser forskellige indretninger, kommer med oplæg til, hvad det kan koste, og ser også på, hvad konsekvenserne vil være for antallet af køer på bedriften og det samlede regnskab. Og sætter fokus på bæredygtighed: vil det give mening at genanvende de allerede etablerede stalde?
Hør om effekter på metan, foderoptagelse, mælkeproduktion og mælkens sammensætning i forsøg på Aarhus Universitet, der undersøger fodring med umættet og mættet fedt i kombination med forskellige grovfodersammensætninger. Indlægget præsenterer desuden de nyeste resultater fra en afprøvning i praksis af SEGES Innovation med SilvAir. Hør om effekter på foderoptagelse, mælkeproduktion og metan.
I Danmark er vi med god grund stolte af at vi kun udfører selektiv goldbehandling i stedet for at goldbehandle alle køer pr. automatik. Men opnår de køer, som vi vælger at goldbehandle, egentlig den forventede effekt? Hør om erfaringen fra et stort dansk projekt, der har fulgt køer før og efter goldning og undersøgt, hvilke bakterier der egentligt findes i yverne hos dine køer. Måske foregår der slet ikke det, du regner med, i din goldko.
Mycoplasma bovis er årsag til forskellige alvorlige sygdomskomplekser. Screening af et større antal malkekvægsbedrifter i efteråret 2024 kaster nyt lys over forekomsten af denne frygtede, smitsomme sygdom i Danmark. De danske fund sættes op mod erfaringer fra bl.a. Tyskland og Sverige. I tillæg vises resultater fra opfølgende undersøgelser i både malkekvægs- og slagtekalvebesætninger.
Nedbrydeligheden af fiber er forskellig i kløver og græsser, og den har stor betydning for energiværdien. Men hvordan bestemmer man fibernedbrydeligheden i kløvergræs? Og hvor ofte skal de høstes for at give det bedste økonomiske resultat? Hør mere om den praktiske anvendelse af fiberfordøjelighed som måleparameter i grovfoder, og få resultaterne af forsøg med brug af vintervikke og balansa-kløver ved sensommerudlæg af kløvergræs.
Prevention is better than cure, and this principle applies to our cattle farms as well. That’s why biosecurity is essential. Get inspired and learn how to enhance biosecurity on your farm. In this session, you’ll discover the importance of biosecurity and receive practical tips on how to implement it effectively.